Opdræt

Hvis pladsen kan klare en forøgelse af fuglene fra to og op til otte, samt tiden med lidt ekstra arbejde omkring rengøring, foder og ringmærkning af unger m.m., ellers tillader det, må man ikke snyde sig selv for den oplevelse, det er at få unger hos sine papegøjer.

Nødvendige forberedelser
For at opnå et vellykket avlsresultat er der naturligvis nogle ting, som skal gå op i en højere enhed, såsom et godt avlspar, de rette forhold omkring opdrættet samt redekasse og redemateriale.
Inden man går i gang med opdræt, bør man også overveje, hvad der fremover skal ske med eventuelle unger, for i de fleste tilfælde er det nødvendigt at fjerne disse 2 – 3 uger efter, de er fløjet fra reden, for at undgå stridigheder imellem de to generationer.


Avlspar: Ved sammensætning af et godt avlspar, der i skrift benævnes 1,1 (1,0 = han, 0,1 = hun og 1,1 = par), skal man tage højde for følgende:

  • Hos nogle arter, det gælder rosenhovedet dværgpapegøjer, rødhovedet dværgpapegøjer, sorthovedet dværgpapegøjer, sodbrunhovedet dværgpapegøjer og jordbærhovedet dværgpapegøjer, er der ikke synlig forskel på han og hun. En del opdrættere af disse arter benytter sig dog af DNA-kønstest (DNA = Deoxyribonucleic acid), hvor man ud fra blot et par fjer, kan bestemme kønnet. Hos de øvrige arter af dværgpapegøjer samt spurvepapegøjer er der synlig forskel på han og hun.
  • Indavl skal så vidt muligt undgås, derfor skal man helst kun sammensætte par af ubeslægtede fugle.
  • Fugle, som sættes i avl, skal være fuldt udvokset og bør absolut ikke være yngre end 10 - 12 måneder. For visse arter er alderen mindst 22 – 24 måneder.
  • Gensidig sympati imellem fuglene spiller en stor rolle. Derfor er det vigtigt at få skabt et godt sympatipar, evt. ved at købe flere, måske ungfugle, som kan vokse op sammen, og selv lade dem vælge partner.
  • Det er indlysende, at kun sunde fugle benyttes til avl. Desuden skal fuglene være i ynglekondition, altså i helt upåklagelig form og indstillet på yngel, hvilket kan ses på, at de viser større interesse for hinanden end ellers. Samtidig øges interessen også for redekassen.


Forhold: For at sikre et godt resultat skal de rette forhold være til stede:

  • Hvert par skal have sit eget bur eller voliere. Flere par på begrænset plads kan let afstedkomme "blodige optrin" og udarte sig til decideret slagsmål med dødeligt udfald. Alle former for volierer er i den henseende at betragte som begrænset plads.
  • Opdrættere anvender hyppigt et såkaldt kassebur, også kaldet ynglebur, i forbindelse med opdræt. Denne burtype giver fuglene den tryghed, der skal til, for at de kan få ro til at yngle. Samtidig er disse bure pladsbesparende, idet de kan stables oven på hinanden, hvorved at pladsen udnyttes optimalt.
  • Kun de to arter, sodbrunhovedet dværgpapegøjer og jordbærhovedet dværgpapegøjer, er egnet til koloniopdræt, hvor flere par af samme art yngler sammen. Til dels kan få par af henholdsvis rødhovedet dværgpapegøjer eller sorthovedet dværgpapegøjer, yngle sammen. Har man flere ynglende par sammen, er det vigtigt at være på vagt over for uromagere. Selv i en velfungerende "koloni", hvor en fugl dør, kan den overlevende partner pludselig blive en grum fredsforstyrrer.
  • Hold ikke forskellige arter af dværgpapegøjer eller spurvepapegøjer sammen, da bastardering (også kaldet hybridisering = afkom efter sammenparring mellem forskellige arter) let kan ske. Bastardopdræt er meningsløst og ødelæggende for vores hobby og skal naturligvis undgås.
  • Udvis tålmodighed og undgå at forstyrre de ynglende fugle mere end højst nødvendigt. Kig kun forsigtigt i reden en enkelt gang hver anden dag. Det er en god idé at skrive ned, hvad man observerer i forbindelse med redekontrollen.


Redekasse og redemateriale: I naturen yngler dværgpapegøjer og spurvepapegøjer i hulheder af forskellige størrelser, f.eks. i træer, bygninger o. lign. steder. Derfor vil man hos opdrættere se forskellige typer, størrelser og indretninger af redekasser:

  • "Undulatkassen" (-) , vandret kasse med indgangshul i den ene ende. Bundflade ca. 13 - 15 x 20 - 25 cm, højde ca. 13 - 15 cm, evt. med en lille forhøjning ved indgangshullet.
  • "Stærekassen" (|), lodret kasse med indgangshul i toppen. Bundflade ca. 17 - 20 x 17 – 20 cm, højde ca. 25 - 30 cm.
  • "Pistolkassen" (¬), vandret kasse med indgangshul hvor kassen er lavest og redekammer, hvor kassen er dybest. Bundflade i redekammer ca. 10 - 15 x 10 - 15 cm, højde ca. 15 – 20 cm.

Kasserne er som regel fremstillet i fyrretræ eller finér, med et indgangshul på ca. 5 - 6 cm i diameter. Desuden er kasserne forsynet med aftageligt låg og/eller inspektionslem til redekontrol og, ikke mindst, rengøring. Kasserne kan være opdelt i to kamre og evt. med en uddrejet skålformet bund i redekammeret.
Redekassen placeres højt i buret eller volieren, men samtidig således at redekontrol kan ske på en måde, der forstyrrer de ynglende fugle mindst muligt.
Til spurvepapegøjer, der i modsætning til dværgpapegøjer ikke bygger en egentlig rede, fyldes der lidt høvlspåner, evt. blandet med lidt træflis eller trøsket træ i redekassen, inden den hænges op.
Kendetegnet for dværgpapegøjer er, at de fra naturens side bygger rigtig rede i redehulen af itu gnavede kviste, blade og barkstrimler. Dette gælder specielt arterne rosenhovedet, rødhovedet, sorthovedet, sodbrunhovedet og jordbærhovedet, der samler store mængder redemateriale. Til disse fyldes kassen halvt op med hø, evt. med lidt høvlspåner, ugødet spagnum, træflis eller trøsket træ i bunden. Herefter er det vigtigt at give fuglene rigelige mængder redemateriale i form af friske grene af birk og pil samt lidt hø. Til de øvrige arter undlades høet, da deres redebyggeri er meget sparsomt og højest består af lidt itu gnavede blade. Man skal være opmærksom på, at dværgpapegøjer selv i rugetiden bygger videre på reden og derfor jævnligt, helst dagligt, skal have tilført frisk redemateriale.


Æg og unger
Et fugleæg indeholder, forudsat at hunnen er fodret korrekt, alle de næringsstoffer, som er nødvendige for fosterets vækst. Ægget behøver kun hjælp udefra i form af varmetilførsel, udveksling af ilt og kuldioxid samt af og til drejning af ægget, hvilket alt sammen klares af hunnen alene. Æggene hos dværgpapegøjer og spurvepapegøjer er rent hvide og der lægges som regel et æg hver anden dag. Rugningen starter normalt, efter at det andet æg er lagt. Efter ca. 10 dages rugning kan man ved hjælp af kraftigt lys, fra f.eks. en lille lommelygte eller en decideret æggelyser, gennemlyse ægget. Det befrugtede æg vil rumme et lille mørkt rødligt plet med en mængde blodårer som stråler ud i alle retninger. Efterhånden som ungen i ægget udvikler sig, bliver det sværere at gennemlyse og ægget bliver mørkere.
I nedenstående tabel kan man se det normale antal æg i et kuld, antal rugedage efter andet æg er lagt samt antal dage ungerne opholder sig i reden, for hver af de enkelte arter:


Under hele rugningen opholder hannen sig i eller i nærheden af reden. Hunnen mades af hannen og forlader kun reden nogle få gange om dagen for at besørge, drikke og bade. Man skal ikke blive urolig over, at hunnens ekskrementer er blødere og meget større end ellers, det er ganske normalt.
Efter 21 – 25 dage, alt efter art, kommer den første unge ud af ægget. Den anden unge vil som regel komme indenfor de efterfølgende 24 timer. Herefter klækkes der en unge hver anden dag. Hvis alt går glat, bryder ungen skallen med en "æggetand", der sidder yderst på spidsen af overnæbbet.
Den nyklækkede unge er lys kødfarvet med sparsomme dun på oversiden af kroppen. Efter ca. 9 - 10 dage åbner øjnene sig til en smal sprække og hele kroppen er nu dækket af dun. Efter yderligere 10 dage kan man se svingfjer og halefjer samt dækfjer på hoved og vinger.
Straks efter klækningen røber ungen sin tilstedeværelse ved en svag piben, der bliver stærkere og mere gennemtrængende, efterhånden som ungen vokser.
De første dage mades ungerne af hunnen, men efterhånden som ungerne vokser, deltager også hannen i opmadningen for næsten helt at overtage det, når ungerne forlader reden. Skulle uheldet være ude, og en af forældrene dør, opmader den overlevende som regel ungerne alene.
På grund af de ideelle betingelser under beskyttede forhold, i modsætning til i naturen, vil mange ynglepar lægge det ene kuld æg og opmade det ene kuld unger efter det andet uden pause. Det er indlysende, at dette svækker ynglefuglene og er skadeligt for ungernes trivsel og livskraft. Derfor må man efter et, max. to kuld, fjerne redekassen og evt. erstatte den med en sovekasse, svarende til en lille "bogkasse" eller redekasse med helt åben front. Da nogle par lægger næste kuld æg, imens unger fra det tidligere kuld stadig opholder sig i redekassen, kan man være nødsaget til at kassere æg, når kassen fjernes. Men hellere kassere æg, frem for at falde for rovdrift og overproduktion af dårlige unger. Lad yngleparret få en pause på et halvt år imellem hvert kuld.

Fodring


I hele yngleperioden må det anbefales at ændre det daglige foder, så det bliver et næringsrigt opdrætsfoder. Den daglige frøration gives som opblødt frø eller endnu bedre som spiret frø, og derudover gives der æggefoder. Se mere under afsnittet "Foder".


Problemer ved opdræt
Normalt forløber opdræt alt efter art uden de store komplikationer, forudsat at fuglene får den rette pleje og fodring. Dog kan der selvfølgelig opstå større eller mindre problemer. Nogle af disse er nævnt her:

  • Manglende ynglelyst, til trods for at fuglene er i en tilsyneladende god kondition, kan hos arter hvor der ikke er synlig kønsforskel, skyldes at der er tale om to fugle af samme køn. Løsningen siger sig selv, man må ombytte den ene fugl med en af modsat køn. Et andet problem kan være, at de to fugle ikke sympatiserer med hinanden. Her vil en omparring ofte afhjælpe problemet. Endelig opstår problemet nogle gange, hvor der kun holdes et enkelt par af arten. Har man to eller flere, som kan høre og evt. se hinanden, fører det ofte til øget ynglelyst.
  • Ubefrugtet æg kan forekomme, også blandt gamle etablerede par, men er det alle æg, som er ubefrugtede i flere forsøg, kan det skyldes, at fuglene er for unge. Men det kan også skyldes, at de to fugle ikke sympatiserer med hinanden, og en omparring vil ofte afhjælpe problemet. Bliver der lagt betydeligt flere æg end normalt, som alle er ubefrugtede, tyder det på, at der er tale om to hunner. Den ene fugl må ombyttes.
  • Læggenød, det vil sige at hunnen ikke kan lægge sit æg, sker forholdsvis sjældent. Sker det at hunnen lider af læggenød, er hurtig hjælp nødvendigt, ellers vil hun død. Læggenød ses ved, at hunnen som regel forlader kassen og sidder på bunden af buret, oppustet og forpint, vipper med halen og forsøger at presse ægget ud. Man kan se hævelse af undergump omkring kloakken. Ofte kan problemet klares ved at give fuglen varme (30o – 35o), evt. lidt lun (ikke for varm) olie i næb og kloak. Har fuglen ikke i løbet af få timer lagt ægget, må man opsøge en dyrlæge. Forudsat at læggenød ikke skyldes sygdom i tarm, luftveje, nyrer, æggeleder samt svulster, brok eller vindæg (æg uden skal), er det imidlertid lettere at forebygge end at helbrede. Læggenød forebygges ved at undgå at sætte for unge fugle i opdræt, undgå kulde og temperatursvingninger, stres samt overanstrengelse ved for mange kuld i træk.
  • At ungen dør i ægget, fordi den åbenbart ikke har kunnet bryde skallen, kan ske hvis ægget er blevet koldt fordi hunnen af en eller anden grund ikke har holdt ægget varmt. Drejer det sig om alle eller størstedelen af æggene, kan det skyldes, at æggene er udtørret på grund af for lav luftfugtighed. Det er derfor vigtigt at give fuglene mulighed for at bade, da hunnen på den måde kan tilføre æggene fugt. For dværgpapegøjer er redemateriale i form af friske grene også med til at tilføre æggene fugt. Evt. kan det være nødvendigt at øge luftfugtigheden i det rum, hvor fuglene yngler. Endelig er den rette ernæring af forældrefuglene også vigtigt, for ellers kan hunnen ikke tilføre ægget de rette næringsstoffer, som er med til at gøre ungen stærk og levedygtig.
  • Hvis ungerne ikke mades, kan det skyldes flere ting som f.eks. uerfarne førstegangs forældre, stres på grund af megen uro omkring fuglene, samt utilstrækkelig eller for dårlig opdrætsfoder. Man skal dog være opmærksom på, at den lille nyklækkede unge har sin egen lille madpakke med fra ægget og derfor ikke vil blive fodret af hunnen de første helt op til 24 timer efter klækningen.
  • En død unge i reden kan fra tid til anden opleves. Drejer det sig om små unger, kan grunden være som i ovenstående punkt, evt. kombineret med mange unger i reden. Husk på, at ungerne kommer til verden med en dags mellemrum, det vil sige, at der i et kuld med f.eks. 6 unger, kan være over en uge i aldersforskel. Det kan gå udover den eller de yngste unger, således at de ikke bliver madet tilstrækkeligt og i værste fald dør. Drejer det sig om større unger, kan det skyldes sygdom, som kun en dyrlæge kan afgøre.
  • Plukning af unger, hvor unger forlader reden mere eller mindre nøgne, kun med fjer på hovedet og normalt med vinge- og halefjer, sker af og til af ukendte grunde. Nogle opdrættere forsøger at stoppe det ved at fjerne låget på redekassen helt eller delvist, eller at erstatte låget med et trådnet. Andre opdrættere flytter ungerne, hvis det er muligt, til andre ynglepar med unger i samme alder og andre igen, fjerner den af forældrene, som man mener er "skurken", og lader den tilbageværende af de to selv passe ungerne. Hvordan man forsøger at stoppe det, er ikke så vigtigt, det vigtigste er, at man forsøger at stoppe det og ikke bare lader stå til. I værste fald må man undlade at bruge avlsfugle, som vil plukke ungerne i den fremtidige avl.
  • Ihjel bidning af nyudfløjende unger kan også forekomme. Der er derfor vigtigt at holde øje med sine fugle og få fjernet ungerne, så snart de kan klare sig selv, ca. 2 – 3 uger efter de har forladt reden. Kan ungerne ikke klare sig selv, må man også her ty til flytning af den af forældrene man mener er problemet.


Ringmærkning og bogføring
Ringmærkning: Ved alt opdræt er det vigtigt, at man kan identificere sine fugle. Derfor bør alle ringmærke deres unger med en lukket års-ring. En lukket års-ring er en identifikation af fuglen og har som regel indgraveret initialer for den klub, hvor ringen er købt, samt årstal, størrelse og et løbenummer. Årstallet på ringen indikerer alderen på fuglen, og er ringen købt hos Dansk Agapornis Klub (initialer: DAK), vil man ved henvendelse til Dansk Agapornis Klub's "medlemsbutik", med oplysning om hele ringens nummer, få oplyst, hvem der har opdrættet den bestemte fugl.
Se mere om ringe og ringmærkning under "Medlemsbutikken" > "Ringe"
Bogføring: Man bør ikke, specielt ikke hvis man har mere end et enkelt par, stole på sin hukommelse. Derfor er det en god idé at notere følgende i forbindelse med opdræt:

  • Data på forældre, så som ringnummer, art, køn, farve, alder og om de er af eget opdræt eller indkøbte fugle, i den forbindelse af hvem, de er købt af.
  • Hvornår er opdrættet startet, altså hvornår har fuglene fået redekasse?
  • Hvornår er æggene lagt? Speciel er det vigtigt at vide, hvornår det andet æg er lagt, da det ifølge ovenstående rugetabel er herfra, man udregner klækningen.
  • Hvornår er ungerne klækket? Vigtigt af hensyn til tidspunktet for ringmærkning.
  • Data på ungerne så som ringnummer, art, køn, farve og alder.


I Dansk Agapornis Klub's "medlemsbutik", kan man købe en let og enkel form for bogføring af sine fugle, bestående af stamkort og burkort.